Kultur- og idrætscenter i Korsør – De Konservative bakker op
Tak for et fantastisk foreningsinitiativ som nævnt i gårsdagens Sjællandske om et samlet kultur- og idrætscenter i Korsør!
Ja – lad os for en gang skyld tænke stort i Korsør og vise, at vi er parate til fornyelse, udvikling og bedre livskvalitet for alle generationer.
Som erfaren kultur- og idrætspolitiker er det for mig i den grad sød musik, når 13 lokale foreninger kan gå sammen og skabe en fælles vision på tværs af kulturen og idrætten.
Hvor har vi tit lagt øre til særinteresser, der ender med at spænde ben for noget med perspektiv.
Lad os med det samme – politisk – gribe bolden og sende det signal til initiativtagerne/græsrødderne, som har formet forslaget, at vi uden støj og politiske særinteresser bakker op:
Vi kan starte med at sælge de gamle, utidssvarende bygninger. Jeg tror faktisk, at man med det nuværende renteniveau ville kunne finansiere hovedparten af centret med salget og ved at spare de enorme driftsomkostninger, vi i dag har på de gamle bygninger.
Livskvalitet og nye fællesskaber ville stige enormt i vores by – og suppler gerne med en god restaurant/café, så folk faktisk gider tage i “centret” – også for en middag. Godsbanen i Aarhus – et mere end 10.000 kvadratmeter kulturelt kraftcenter – kunne være en spændende inspirationskilde.
Troels Christensen
C-kandidat nr. 2 ved KV21
Halsebyvej 14, Svenstrup
4220 Korsør
Læserbrevet blev bragt i Sjællandske den 21. oktober 2021.