Tryghed i det offentlige rum

Det er bøllerne og ballademagerne, der skal føle sig utrygge i det offentlige rum. Ikke os andre.

Selvfølgelig skal vi kunne færdes trygt og sikkert på vores gader og i boligkvartererne – både dag og nat. Truende adfærd, chikanøs opførsel og hærværk er no-go. Vi kan og vil sætte ind med alle kriminalpræventive midler – alt lige fra bedre gadebelysning til understøttelse af Natteravnene.

Hvor det føles nødvendigt, er vi parate til at intensivere overvågningen i det offentlige rum. For det er bøllerne, der skal føle sig utrygge – ikke os.

Men vi skal gå et spadestik dybere.

For bag om bøllerne og ballademagerne skjuler sig ofte usikre, rastløse unge; unge, der har fået en skæv start på livet, aldrig er kommet i gang med en uddannelse, eller som har oplevet nederlag. Her skal et effektivt SSP-samarbejde fange problemerne hurtigt, ligesom vi må bygge bro til både uddannelsessteder og virksomheder i forsøget på at give de unge en mening med livet.

Det handler om alt lige fra følelsen af ligeværdighed til praktisk integration. I den forbindelse er det vores vision, at ghettobegrebet skal slettes af ordbogen. Dét er konservativ politik.