Styrk Danmarks suverænitet

Styrk Danmarks suverænitet

En afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil kunne mærkes helt ude i kommunerne.

Med forsvarsforbeholdet er Danmark i dag som medlemsland afskåret fra at kunne deltage i visse former for samarbejde i EU omkring forsvarspolitikken. Det er i de tilfælde, hvor det er en forudsætning at medlemslandenes deltagelse sker frivilligt, og hvor beslutninger træffes ved enstemmighed. Det er ikke noget vi kan aftale os ud af, da det altid vil blive blokeret af vores forsvarsforbehold.

Faktisk er Danmark det eneste land med et sådant forbehold. Forbeholdet betyder også, at vi som medlemsland har frasagt os vores egen vetoret på forsvarsområdet i EU.

Imens Danmark har mulighed for at deltage og betale til EU’ forsvarsfond (EDF), er vi underlagt begrænsninger for at påvirke og deltage i projekter i regi af Fonden. Eksempelvis har EU etableret et permanent struktureret samarbejde om at udvikle forsvarsområdet i Europa, som delvist er finansieret gennem EDF.

Alle EU-lande på nær Malta og Danmark deltager i samarbejdet. Danmark er forhindret på grund af forsvarsforbeholdet. Derudover kan vi ikke deltage i Forsvarsagenturets arbejde, hvilket også indebærer, at vi ikke kan benytte agenturet som platform til at påvirke prioriteringen af arbejdet i Fonden.

Samarbejdet har åbnet op for gode muligheder for, at de deltagende medlemslande kan bringe deres virksomheder i spil i udviklingen af ny forsvarsteknologi, som så i sin natur også er med til at skabe lokal vækst og arbejdspladser. Det kan potentielt få stor betydning for den lokale vækst her på Sjælland.

Lad os styrke Danmarks position og frihed til at varetage danske interesser i EU, ved at afskaffe forbeholdet. Stem ja til folkeafstemningen den 1. juni.

Pernille Weiss
Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti

Christopher Trung
Medlem af Slagelse Byråd for Det Konservative Folkeparti

Læserbrevet blev bragt i Sjællandske den 23. maj 2022.