Skønne idéer

Vi kan ikke få alt, hvad vi peger på. Men vi har lov at drømme.

Der skal være plads til at lufte store idéer; visioner, der måske lige nu kan være politisk urealisable, men som fortjener en tanke – og som tiden måske engang er inde til at gøre til virkelighed.

Cykelfærge til Nyborg

Meget tyder på, at det aldrig ville blive rentabelt at drive en færgerute alene for cykeltrafik mellem Korsør og Nyborg – ej heller hvis fodgængere fik lov at sejle med!

Men når lokale erhvervsfolk fremlægger et konkret forslag om, at byrådet i det mindste undersøger mulighederne højere oppe i det politiske hierarki, så fortjener det opbakning. Så må tal, analyser og logistik tale for eller imod.

Oslo – Kiel. Via Korsør

Korsør bliver nok aldrig nogen stor krydstogtshavn. Men hvor kunne det være fantastisk, hvis Color Lines’ cruise, Kiel-Oslo, atter gjorde ophold i Korsør. Det ville danne grundlag for at udvikle turismen, kultur- og naturtilbuddene – ja, oplevelsesøkonomien – yderligere.

Fra gamle rivaler til fælles kraftcenter

Enhver ved, at man bor på den rigtige side af noret mellem Halskov og Korsør, hvis man bor i Halskov. Medmindre man bor i Korsør – så forholder det sig som bekendt omvendt. Vi Konservative vil gerne bygge bro. Helt konkret drømmer vi om en bro fra pieren på Halskovsiden til Fæstningen på Korsørsiden, så vi får de to samfund smedet sammen. Til gavn for borgerne, turisterne og virksomhederne. Broen skal selvfølgelig være en sving- eller drejebro, så bådtrafikken kan fortsætte uhindret.

Først opførtes Storebæltsforbindelsen, der bandt Danmark sammen. Nu er det Korsør og Halskovs tur.

Når de kan i Næstved …

I Faxe har de opført et 45 meter højt tårn, hvis øverste top byder på en formidabel udsigt ud over den sydsjællandske natur. Vi Konservative synes, det ville være fantastisk, hvis vi kunne gøre dem kunsten efter med fjernsynstårnet i Slots Bjergby: Hele Sydvestsjælland ville åbenbare sig i en højde af mere end 100 meter over havet.

Alternative daginstitutioner, der trækker

I Risskov har private etableret en idrætsbørnehave. Hele 250 elever står på venteliste, så det er en populær idé. Udgiften for kommunen er den samme som til traditionelle børnehaver, og personalet er selvsagt professionelt uddannede og lever op til kravene i dagtilbudsloven.

Også natur- og skovbørnehaver er mange steder efterspurgte tilbud.

Det var da en idé til at imødegå det ventede behov for daginstitutionspladser i Slagelse Kommune!

At passe godt på de mindste og at fylde deres barndom med indholdsrige oplevelser er konservativ politik.