Bredt borgerligt valgforbund klar i Slagelse Kommune
I Slagelse Kommune har Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Venstre indgået valgforbund for at sikre borgerlige stemmer bliver aktive.
»Vi i Venstre er utroligt glade for det brede valgforbund. Der er behov for at det brede samarbejde, ordentligheden og ansvarligheden kommer tilbage i byrådet, og det fundament ligger vi med det her valgforbund,« udtaler Knud Vincents fra Venstre.
»Vi Konservative tror på, at vi med et så bredt valgforbund og en så stærk politisk vision har det optimale grundlag for at sikre en byrådsperiode præget af samarbejde, gensidig tillid og en god tone,« udtaler Jane Dahl fra Det Konservative Folkeparti.
»Vi er meget glade for det nye borgerlige samarbejde, hvor politik er i fokus,« udtaler Thomas Vesth fra Nye Borgerlige.
»Liberal Alliance er glade for, at vi borgerlige partier har fundet fælles fodslag. Vi ser frem til, at de borgerlige stemmer kommer til at virke. Liberal Alliance er altid klar på at samarbejde og se fremad,« udtaler Marcus Danielsson fra Liberal Alliance.
Indgåelse af valgforbund til KV21 i Slagelse Kommune
Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Venstre indgår valgforbund for at sikre borgerlige stemmer bliver aktive.
Partierne er enige om de ønsker en ny politisk ledelse og retning for Slagelse kommune med en borgerlig borgmester.
Partierne ønsker at udvikle, se vækstmuligheder og styrke erhvervslivets vilkår, sikre lavest mulig beskatning af borgere og virksomheder.
Der arbejdes for en god og sund økonomi, der giver mulighed for at investere i fremtiden.
Partierne ønsker at inddrage borgerne mere, give mere frihed til den enkelte, samt en mere smidig forvaltning.
Decentralisering og størst muligt ansvar til den enkelte bør være kodeord for de administrative arbejdsgange på Rådhuset.
Kernevelfærd er at sikre gode vilkår for senior/ældre og de svageste borgere samt gode skoler og daginstitutioner.
Andre partier kan tilslutte sig valgforbundet, hvis parter indvilger heri, og de overordnede politiske mål kan forfølges.