Læserbrev

Lærerne skal være autoriteter …

Det bliver mere og mere udbredt, at en elevs lærer er Facebook-ven med sine elever. Er det sundt? Er det klogt, når man som lærer samtidig skal optræde som autoritet og være den, som skal træffe upopulære beslutninger? Når man er den, der har ansvaret for, at eleverne modtager den nødvendige læring?

Det er en kendsgerning, at flere og flere lærere føler sig så stressede, så de går ned med stress. Skifter job. Skolen er en af de allervigtigste erhverv, vores vigtigste kulturinstitution. For dannelse og læring. Den skal vi værne om.

Det er en af vores vigtigste opgaver at sikre et ordentligt arbejdsmiljø for vores lærere. De skal ikke fremstå som svage individer, som eleverne kan få “ned med nakken” efter behag – nej, de skal være respekterede autoriteter, der kan skabe ro i klassen.

Indfør fagene DISCIPLIN og DANNELSE i uddannelsen. For hvad er det, som giver stress og dårligt arbejdsmiljø?

Lad os i den kommende valgperiode få langt mere politisk fokus på de vilkår og rammer, som vores lærere arbejder under – det burde være en af vores fremmeste opgaver i en kommune. Lad os sammen skabe den bedste folkeskole for vores børn.

Det sker først, når de bedste elever af en ungdomsårgang tilvælger lærerfaget … og ikke flygter fra faget efter kort tid. Gør lærerfaget mere attraktivt.

Troels Christensen
C-kandidat nr. 2 ved KV21
Halsebyvej 14, Svenstrup
4220 Korsør

Læserbrevet blev bragt i Sjællandske den 29. juli 2021.