Foto: Adam Pade

Jane Dahls tale på grundlovsdag

Her kan du læse førsteviceborgmester Jane Dahls grundlovstale på Sønderup Præstegård søndag den 5. juni 2022.

Kære alle sammen!

Først og fremmest tak for den ære, jeg synes, det er at måtte holde årets grundlovstale – ikke mindst under et så traditionsrigt grundlovsmøde som jeres.

Det har altid værdi at huske og hylde vores grundlov. Den er som bekendt hele det fundament, som vores demokrati og frihed hviler på.

I disse år er det måske vigtigere, end det har været i de sidste mange årtier at være bevidste om, at vi har en grundlov:

At den betyder noget for os.

At den rummer nogle grundsætninger, vi har pligt til at værne om.

Som efterkrigsgenerationer er vi blevet tilbøjelige til at opfatte demokrati og frihedsrettigheder som noget naturgivent – som noget, der bare ER. Det indebærer på samme tid en risiko for, at vi kommer til at sætte det hele over styr – med små, umærkelige skridt ad gangen.

Det vil jeg vende tilbage til.

Men allerførst vil jeg gerne tage jer med på en lille tidsrejse.

Vi skal en tur til København. Vi befinder os i året 1848. Vi er i den første forårsmåned. Frosten slipper lidt efter lidt sit tag; en bleg sol titter frem med løftet om lunere tider.

Vi skal om ad Amaliegade nordøst for Sankt Annæ Plads. Her ligger Casino-teatret – i Amaliegade 10. Det er blevet aften, men aftenens teaterforestilling er aflyst. Dog er her fyldt med mennesker – endda i tusindtal.

De er kommet for at lytte til den navnkundige Orla Lehmann, en af tidens mest betydende nationalliberale fortalere. Han har allerede i snart 20 år kæmpet imod enevælden og for en fri forfatning.

Kongeloven skal afskaffes og erstattes af en grundlov – en fri forfatning, lyder kravet.

Mødet falder på et tidspunkt, hvor der er uro og revolutioner i Europa. Så sent som i sidste måned lykkedes det franskmændene at kaste ufrihedens rænker af sig og smide deres konge på porten. Målet er en republik med en fri forfatning.

De danske nationalliberale – forankret både i borgerskabet og blandt håndværkerne, som de er – vejrer for alvor morgenluft.

Hvad mere er: Bare for få dage siden har stænderforsamlingerne i Slesvig og Holsten i fællesskab besluttet at gå sammen om et selvstændigt hertugdømme. De vil frigøre sig fra Danmark og i stedet nærme sig Tyskland.

Dét ville kun en fri forfatning ¬ for hele det danske kongerige – kunne forhindre. Sådan mener de nationalliberale.

Mørket er for længst faldet på, da Orla Lehmann oplæser den tekst, som han netop har fået vedtaget i går i Københavns nyvalgte borgerrepræsentation. Han slår fast, at kongens embedsværk ikke længere nyder folkets tillid – ikke i Danmark og da slet ikke i Slesvig og Holsten.

Der må nye kræfter til.

Uden at bruge ordet revolution advarer han imod statens opløsning, hvis ikke kongen indvilger i at skifte sine rådgivere ud med mænd, der kan tilføre regeringen en energisk vilje – og yde nationen bistand.

”Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp!” opfordrer han til sidst.

Teksten vækker jubel blandt de forsamlede, og dagen efter – den 21. marts 1848 – drager et folketog af mellem 12 og 15.000 borgere til Kongen for at aflevere teksten – dengang benævnt en adresse.

Og kongen – Frederik d. 7. – har en tid anet, at den enevældige monarks tid nok er forbi. Han indsætter i de følgende dage Marts-ministeriet, der skal varetage udformningen og vedtagelsen af landets første grundlov, som kongen kommer til at besegle den 5. juni året efter – i 1849 – i dag for 173 år siden.

Siden da er grundloven som bekendt blevet ændret ad flere omgange. Men de værdier, som juni-grundloven blev bygget på – de står uantastet:

Foreningsfriheden.

Boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed.

Ytringsfrihed, trykkefrihed og religionsfrihed.

Disse ord affattedes i en tid, da man ikke kendte til international terror, til Facebook, til cyberkrig, uro i nattelivet eller bandekriminalitet.

For samtidig som vi er parate til at slås for alle vores frihedsrettigheder, bliver vi også parate til at udhule dem – i den gode sags tjeneste, naturligvis.

Det kan der være al mulig grund til. Men lister vi alt det op, der kan tolkes som anslag mod grundlovens ånd, så bliver listen rigtig lang.

Vores privatliv – altså boligens ukrænkelighed i bredeste forstand – bliver sat under pres af konstant overvågning på gader, veje og pladser. Vores politikere kræver, at teleselskaberne opbevarer logningsdata fra borgerne, så politiet kan få hjælp til opklaring af forbrydelser. Vi indfører visitationszoner og opholdsforbud. Og antallet af lovhjemler til, at offentlige myndigheder kan tiltvinge sig adgang til vores hjem, er markant voksende – vist nok lige nu knap 300.

Det kan i hvert, enkelt tilfælde forekomme både fornuftigt og nødvendigt. Det handler jo om vores tryghed og sikkerhed, ikke sandt? Jo, og der er jo altid tale om indskrænkninger, der skal beskytte almenheden mod de få, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Men jeg frygter glidebanen.

At hvad der ikke var acceptabelt at regulere eller kontrollere i går – går hen og bliver det. Hvor stopper det? Hvor sætter vi grænsen for, hvad grundloven kan rumme?

Men demokratiet da? Det blomstrer vel!

Ser vi på demokratiets og grundlovens højeste forvaltere – vores regering – kan jeg også her blive bekymret. Måske begyndte det med vedtagelsen af den nye offentlighedslov i 2014, der begrænsede adgangen til offentlig aktindsigt.

Eller det er netavisen Altingets oversigt over uddelte ministernæser igennem tidens løb – næser for kritisabel sagsbehandling, undladelse af at inddrage Folketinget, afgivelse af forkerte oplysninger, og hvad der nu ellers er faldet for. Det gælder i øvrigt regeringer af enhver partifarve.

Og måske næres min bekymring lige i denne tid af regeringens håndtering af minksagen – hvad er op og ned? Hvem vidste hvad? Hvad var det nu med de sms’er? Og var pressemeddelelsen fra den tidligere integrationsminister nu bare en pressemeddelelse, eller var det en instruks? Det har en rigsret nu afgjort, men noget værdigt forløb var der ikke tale om.

Kønt har det heller ikke været at følge sagen om tiltalen mod chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, endsige sigtelsen af den tidligere forsvarsminister. Vi danskere har altså svært ved at stille os tilfredse med hemmelighedskræmmeri – da især hvis sagen blot handler om oplysninger, der for længst er blevet kendt i offentligheden. Det er der indtil videre mest, der tyder på.

Og er det nu i overensstemmelse med grundlovens ånd, når vores politikere – snart sagt af enhver partifarve – allierer sig med hære af spindoktorer for at skære den politiske debat til? Er det sådan, vores forståelse af den højt besungne demokratiske samtale er blevet?

Jeg vil vove at påstå, at det ikke er nogen sund udvikling for vores demokrati. Hver af os, der beskæftiger os med politik, burde måske tage et repetitionskursus mindst en gang om året for at holde os grundlovens værdier for øje, så de ikke skrider.

På en dag, hvor vi fejrer frihed og demokrati, kommer vi ikke uden om den tragedie, vi i disse måneder er vidner til – næsten lige uden for vores vinduer. Det er dybt, dybt knugende at følge med i, hvordan russiske styrker systematisk – eller måske netop usystematisk – knuser et samfund. I tiden lige efter den 24. februar forsøgte enkelte meningsdannere at finde en forklaring: At Vladimir Putin kunne føle sig trængt af et NATO, der i hans optik var kommet alt for tæt på den russiske grænse –

– og at Ukraine nu også – med sit spirende demokrati og sin vestligt sindede præsident – så ud til at ville falde i vestlige hænder, sagt i anførselstegn.

De overgreb, grusomheder og formodede krigsforbrydelser, vi har oplevet på vores TV-skærme siden 24. februar, levner ikke længere plads til noget rationale. Det findes ikke. Det gør kun barbariet.

Putins vanvid – for det ligner det jo – blev et wakeup-call. Vi kender ikke denne Vladimir Putins hensigter – han siger så meget vrøvl – og det er gået op for os, at vi måske står over for den mest alvorlige trussel siden Anden Verdenskrig – måske en ny, gal mand.

I vores del af Europa har vi haft 70 år med fred. Flere generationer har ikke oplevet andet. Nu vågner vi – måske – og tager ikke længere den frihed for givet, som vi fik den junidag i 1849.

Jeg føler mig derfor taknemmelig for, at et bredt flertal på Christiansborg har valgt at stå sammen om at styrke Danmarks forsvar sammen med vores allierede. Så skal vi andre nok prøve at hjælpe og støtte ukrainske flygtninge så godt, vi kan – her ude i kommunerne.

Efter sådan en tale kan man godt henfalde i en vis tristhed. Det er i grunden forkert, for dagen i dag er en festdag. Vi fester for et fikspunkt, der har knyttet os sammen som befolkning i mere end 170 år. Og grundloven – den fik vi på typisk dansk manér: Uden blodig revolution. Uden statskup. Uden nogen tyran, der mente at vide bedst.

Nej, i stedet gik vi i optog til Kongens Christiansborg og afleverede en adresse. Forsamlingen har garanteret råbt hurra og ”Leve hans Majestæt” ved samme lejlighed til afsked.

Sådan var vores fredelige revolution. Og godt det ikke regnede den dag – den 21. marts 1848. Ellers havde vi ifølge en udbredt talemåde sikkert opgivet ævred og gået hjem, og så havde vores stille revolution måttet vente, til solen skinnede igen.

Tak for ordet!

Foto: Adam Pade.